Tørre slimhinder opleves ofte som en tør, kløende og sviende fornemmelse, uagtet om du har vaginal tørhed pga brystkræft eller er i overgangsalder.
Læs: Det kan du gøre ved vaginal tørhed
Kvinder, som har meget tørre slimhinder, kan opleve store gener i forbindelse med daglige gøremål, såsom at cykle, gå, løbe eller i forbindelse med samleje.
Nogle kvinder oplever tørheden mest omkring indgangen til skeden, kønslæber eller endetarm, andre oplever tørheden oppe i skeden. Tørhed i skeden kan opleves som gener ved friktion, at skeden føles mere snæver eller forkortet.
Det er heller ikke unormalt at opleve små blødninger, som opstår, fordi slimhinden ikke kan beskytte det underliggende væv. Det kan næsten føles som en indvendig hudafskrabning.
Sådan får du fugt i skeden
Østrogen er med til at påvirke skedevæggens tykkelse, elasticitet og hjælper til optimal blodgennemstrømning. Indersiden af skeden er beklædt med væv, der optager østrogen via østrogenreceptorer.
Når østrogenniveauet falder, bliver slimhinden, som er våd, mindre tyk og aktiv. Det vaginale væv under slimhinden bliver tyndere og mere sårbart. Konsekvensen bliver tørhed og eventuel inflammation af slimhinden og urinrørsinfektioner.
Til dagligt kommer der fugt fra livmoderen, som hjælper til at fugte skeden og hjælper de døde celler fra skeden ud.
Der findes ikke slimhindekirtler i skeden, som kan tilføre ekstra fugt, som der gør i munden. Derimod presses der ekstra fugt ind i skeden, når der er aktivitet i vævet rundt om skeden. Fugten ligger normalt mellem cellerne i vævet, og når vævet svulmer op, presses det ud i skeden.
Tilgengæld findes der Bartholikirtler ved indgangen til skeden. Disse udskiller et mere vandigt udflåd ved øget lyst. Det vandige udflåd hjælper penetrationen på vej.
Med alderen slappes bækkenbunden i takt med, at østrogenniveauet falder. Fedtvæv reduceres, kønslæber og huden over klitoris svinder ind. Underlivet bliver mere sårbart i og med at det står mere åbent.
Sammenhæng mellem medicintyper og vaginal tørhed
I produktresuméerne for letrozol (Femar) , anastrozol (Arimidex) og Tamoxifen beskrives vaginal tørhed ikke som en hyppig relateret bivirkning. Kun ved exemestan (Aromasin) beskrives vaginal tørhed som en bivirkning.
Props & Pearls erfaringer er dog, at kvinder ofte oplever tørre slimhinder i skeden relateret til antiøstrogen behandling uagtet medicintype. Særligt kvinder i aromatasehæmmer behandling oplever tørhed i såvel som ved indgangen til skeden.
De kan stadig opleve tørhed ved indgangen til skeden på trods af at de bruger enten hormonfri produkter såsom Replens eller hormon produkter såsom Vagifem.
Et nyligt studie viste, at tørre vaginale slimhinder var en helt almindelig bivirkning blandt kvinder i Tamoxifen behandling og i endnu højere grad blandt de, som blev behandlet med aromatasehæmmerne; letrozol (Accord, Femar), anastrozol (Arimidex) og exemestan (Aromasin).
Studiet lagde vægt på, at vaginal tørhed er en bivirkning, som i tidligere studier er blevet undervurderet. (ref)
Sammenhæng med andre bivirkninger
Hvis du har tørre slimhinder og er seksuelt aktiv, kan du opleve smerter ved samleje.
Gennemfører du samleje på trods af smerter, har du risiko for at udvikle vaginisme. Vaginisme eller vaginistiske træk kendetegnes ved, at bækkenbundens muskler lukker sig helt eller delvist sammen. Det er som om kroppen ubevidst sikre at samlejet ikke er muligt for at skærme smerten (Læs om vaginisme her).
Aromatasehæmmere og Tamoxifen kan i sig selv påvirke lyst og nydelse ved sex, hvilket igen kan føre til tørre slimhinder, hvis du vælger at gennemføre samlejet på trods af manglende lyst. Selv den bedste glidecreme ( det kan være Lubrasilk) er ikke tilstrækkelig, hvis det er lysten, der mangler. Du kan læse mere om dette her (Læs Seksuel dysfunktion)
Bliv testet
Hvis du oplever vaginal tørhed, smerter ved samleje eller i det hele taget ændringer i bækkenbunden, er det vigtigt at få foretaget en gynækologisk undersøgelse og at tale med din læge om dine symptomer.
OBS!
Det er godt at vide, at kemoterapi kan give svamp, og det kan føles som vaginal tørhed. Svamp opleves typisk som grynet udflåd, men det er en god idé at blive testet for svamp, hvis du er eller lige har været i behandling med kemoterapi. Det er ikke en god ide at gå igang med selv behandling. Du skal altid konsultere dig med din læge. Læs mere på siden vaginal udflåd.
Brug af østrogen og risiko for brystkræft
The Lancet, som publicerer studier, har i 2019 publiceret et studie, som samler tidligere studier, der omhandler brug af østrogen og risiko for brystkræft (ref).
Studiet konkluderer, at man ikke bør bruge østrogen behandling på pilleform som middel mod bivirkninger såsom hedeture, vaginal tørhed m.v, da man i studierne fandt en øget risiko for brystkræft ved behandling. Den øget risiko gælder både for behandling med østrogen og med en kombination af østrogen og progesteron.
Studierne viste at man øger risikoen for brystkræft ikke bare når man er i behandling, men også på længere sigt når man er stoppet.
The Lancet fremhæver ikke den samme forøgede risiko ved brug af lokal vaginal østrogen. En af årsagerne er, at man ikke har undersøgt særlig mange kvinder. Man ved ikke om de har taget anden form for østrogen, hvilket vil vise et dårligere resultat end hvad der er virkelig. Studierne kan derfor ikke vise, om der er en øget eller ikke øget risici.
The Lancet finder en lille øget risiko i de samlede studier, men antallet af deltagere er stadig for småt til at kunne sige om det er en tilfældighed. Artiklen henviser til et studie, der viser at jo højere doser østrogen man tager lokalt, jo højere er mængden i blodet (ref). Dette er et område hvor vi stadig mangler gode studier før vi kan udtale os skråsikkert.
Brug af lokal østrogen behandling i forbindelse med vaginal tørhed
Sundhedsstyrelsens; Sådan kan vaginal tørhed behandles
På sundhedsstyrelsens hjemmeside finder du artiklen: Sådan kan vaginal tørhed behandles (ref)
Følgende er et uddrag af artiklen:
“Ved gynækologisk undersøgelse fremstår slimhinden tynd, bleg og skinnende, evt. med petekkier. De vaginale rugae er glattet ud og agglutination kan ses. Diagnosen stilles på baggrund af symptomer og klinisk undersøgelse [2]. Før behandling påbegyndes skal forekomst af genital patologi udelukkes, og vaginalblødning af ukendt årsag bør altid afklares.
Behandlingen er lokal, hvor især lokal behandling med østrogen er effektiv [3]. Der er i 2018 blevet godkendt endnu et lægemiddel til lokalbehandling af vulvovaginal atrofi. Det indeholder prasteron, der metaboliseres til testosteron og østrogen, men langtidsrisikoen mht. udvikling af blandt andet bryst- og livmoderhalskræft er usikker [4]. Lokalbehandling administreres intravaginalt som tabletter, ring, creme eller vagitorier.
Alternativt til hormonel behandling findes nonhormonelle vaginale fugtighedsgivere (fx Replens, Repadina), som kan fås på fx apoteket [5]. Glidecremer kan anbefales ved seksuel aktivitet, hvoraf de silikonebaserede glidecremer holder effekten i længere tid.
Ved lokal østrogenbehandling er der en begrænset systemisk absorption af østrogen [6], og det er derfor ikke nødvendigt samtidigt at behandle med genstagen for at forebygge endometriecancer. Der er ikke påvist øget risiko for brystkræft med lokal østrogenbehandling, og der er derfor ikke begrænset behandlingsvarighed [7]. Hos kvinder med hormonfølsom brystkræft bør nonhormonal behandling afprøves først. Lokal østrogen kan anvendes i samråd med onkolog [8].
Lokal behandling med CO2-laser har kasuistisk vist sig at have god effekt på VVA, men evidensen er sparsom, den biologiske plausibilitet mangelfuld og der mangler især opfølgende data på langtidseffekten [9].”
Anti-østrogen behandling og risiko ved brug af lokal østrogen
2010:
I en artikel fra 2010 regnes det for relativt sikkert for kvinder i behandling med Tamoxifen at bruge lokal østrogen. Det anbefales dog, at man starter med et ikke-hormonelt præparat og kun går videre til østrogenbehandling, hvis denne ikke virker. Ifølge forfatterne skal du være klar over de risici, der er forbundet med lokal østrogen behandling og tamoxifen behandling. Hvis du er i behandling med aromatasehæmmere skal du, ifølge forfatterne, være yderst tilbageholdende i forhold til at bruge lokal østrogenbehandling. (ref)
2022:
En dansk undersøgelse er blev foretaget med udgangspunkt i bl.a. DBCG register fra 1997-2004.
Et af spørgsmålene som forskerne stillede var: Har kvinder, som har haft en østrogenfølsom brystkræft og har indløst som minimum 2 x recept på lokaløstrogen tilskud ( kunne være vagifem) fået tilbagefald/ er døde i højere grad end kvinder med østrogenfølsom brystkræft, som ikke benyttede lokal østrogen stikpiller?
Svaret er følgende: Generelt set finder forskerne en øgning af tilbagefald blandt de kvinder, som anvendte lokalt østrogen tilskud og samtidig var i aromatase hæmmer behandling. Tamoxifen brugerne havde ikke en øget dødelighed eller øget tilbagefald selvom de anvendte lokal østrogen tilskud.
Props & Pearls anbefaling er: Er du i aromatase hæmmer behandling (letrozol, exemestane, anastrozole) i forbindelse med østrogenfølsom brystkræft, så prøv at starte med at behandle dine tørre slimhinder uden brug af østrogen. Læs her hvordan Props & Pearls anbefaler behandling af tørre slimhinder
Selv om behandlingsprotokollen var en anden den gang, så ændrer det ikke på resultatet set i en nutidig kontekst.
Den gang fik en del kvinder først 2,5 års tamoxifen behandling inden de gik over til 2,5 års aromatasehæmmer behandling. I undersøgelse tæller man først kvinder med når de påbegynder aromatsehæmmer behandling. Der med sagt har de været beskyttet i 2,5 år af tamoxifem.
Kvinder i tamoxifen behandling er bedre beskyttet end kvinder i aromatasehæmmer behandling. Det ændre dog ikke på betydning af resultatet for kvinder i dagens behandlings protokol.
OBS
Vi følger med også hos medicinal industrien, hvad angår ændring for produkt indlægssedler med advarsel mod brug ved brystkræft.
Mænd optager lokal østrogen ved samleje
Et lille studie fra 2008 viste at mængden af østrogen falder hos kvinder når de har sex med deres mænd. En lille, men signifikant mængde lokal østrogen, som var tilført skeden blev optaget af manden i stedet for kvinden (ref).
Bare hvis du undrer dig over at virkningen af vagifem ikke altid er den samme efter I har haft sex.
Det er måske bedre at tage vagifem om morgenen, eller efter sex for at begrænse mandens optag af vagifem.