Viden om vaginal tørhed

Tørre slimhinder opleves ofte som en tør, kløende og sviende fornemmelse. Hvis du er seksuelt aktiv, kan du nemt opleve ubehag i forbindelse med samleje.

Læs det kan du gøre ved vaginal tørhed

Kvinder som har meget tørre slimhinder, kan opleve store gener i forbindelse med daglige gøremål, såsom at cykle, gå eller løbe. De kan også opleve små blødninger, fordi slimhinden ikke kan beskytte vævet, som er mere sårbart.

Nogle kvinder oplever tørheden mest omkring indgangen til skeden og omkring kønslæber eller endetarm. Andre oplever tørhed oppe i skeden. Skeden kan opleves mere snæver eller kortere. 

Årsag til vaginal tørhed

Østrogen er med til at påvirke skedevæggens tykkelse, elasticitet og optimale blodgennemstrømning. Indersiden af skeden er beklædt med væv, der optager østrogen via østrogenreceptorer. Når østrogenniveauet falder, bliver det vaginale væv tyndere, og der kan opstå tørhed og eventuel inflammation af slimhinden samt urinrørsinfektioner, som følge af skedens ændrede PH-værdi.

Med alderen ændrer bækkenbunden sig i takt med, at østrogenniveauet falder. Fedtvæv reduceres, kønslæberne og huden over klitoris svinder ind, musklerne i bækkenbunden bliver svagere og nogle kvinder føler oftere trang til at tisse eller har sværere ved at kontrollere bækkenbunden.

Sammenhæng mellem medicintyper og vaginal tørhed

Et nyligt studie viste, at blandt deltagerne var tørre vaginale slimhinder en helt almindelig bivirkning. Dette var blandt modtagere af Tamoxifen behandling og i endnu højere grad blandt de kvinder der blev behandlet med aromatasehæmmerne; letrozol (Accord, Femar), anastrozol (Arimidex) og exemestan (Aromasin). Studiet lagde også vægt på, at vaginal tørhed er en bivirkning, som i tidligere studier er blevet undervurderet. (ref)

I produktresuméerne for letrozol (Femar) , anastrozol (Arimidex) og Tamoxifen beskrives vaginal tørhed ikke som en relateret bivirkning. Kun ved exemestan (Aromasin) beskrives vaginal tørhed som en bivirkning. Props & Pearls erfaringer er dog, at kvinder oplever tørre slimhinder i skeden relateret til antiøstrogen behandling uagtet medicintype.

Sammenhæng med andre bivirkninger 

Hvis du har tørre slimhinder og er seksuelt aktiv, vil du kunne opleve smerter ved samleje.

Gennemfører du samleje på trods af smerter, har du risiko for at udvikle vaginisme, der kendetegnes ved, at bækkenbundens muskler så at sige “står af”, lukker sig sammen og umuliggør penetration. Det er som om hjernen ubevidst umuliggør et samleje.

Aromatasehæmmere og Tamoxifen kan i sig selv påvirke lyst og nydelse ved sex, hvilket igen kan føre til tørre slimhinder, hvis du vælger at gennemføre samlejet på trods af manglende lyst. Selv den bedste glidecreme er ikke tilstrækkelig, hvis det er lysten, der mangler. Du kan læse mere om dette her  (link)

Bliv testet

Hvis du oplever vaginal tørhed, smerter ved samleje eller i det hele taget ændringer i bækkenbunden, er det vigtigt at få foretaget en gynækologisk undersøgelse og at tale med din læge om dine symptomer.

OBS!

Det er godt at vide, at kemoterapi kan give svamp, og det kan føles som vaginal tørhed. Svamp opleves typisk som grynet udflåd, men det er en god idé at blive testet for svamp, hvis du er eller lige har været i behandling med kemoterapi. Læs mere på siden vaginal udflåd.

LÆS DET KAN DU GØRE VED VAGINAL TØRHED