JEG ER SVIMMEL

Det er ikke unormalt, at kvinder i antiøstrogen behandling oplever svimmelhed. Det er dog ikke en bivirkning, der ofte fortælles om.

Symptomer

Når du bliver svimmel, kan det føles som om rummet snurrer rundt. Følelsen kan være så voldsom, at du føler dig på nippet til at besvime. Svimmelhed kan også vise sig ved, at du føler dig omtåget eller tankeløs. Relaterede gener kan være kvalme og opkast. Andre oplever en ringen for ørerne i forbindelse med svimmelhed.

Sammenhæng mellem svimmelhed og behandling

Generelt beskrives svimmelhed som en almindelig bivirkning ved behandling med indholdsstofferne letrozol (Femar), exemestan (Aromasin) og Tamoxifen. Svimmelhed beskrives ikke i produktresuméet for anastrozole (Arimidex).

På andre udenlandske chatsider om brystkræft, fortæller kvinder, der er i behandling med anastrozole (Arimidex), om svimmelhed, så det er ikke usandsynligt, at også anastrozole kan forårsage denne bivirkning.

Du skal dog vide at andre typer af medicin også kan gøre dig svimmel. Det behøver ikke være anti-østrogenen. Disse kan påvirke mekanismen i det indre øre, så den ikke virker, som den skal.

Svimmelhed kan også opstå, hvis du er dehydreret, har lav blodprocent eller hvis du er stresset eller angst. Svimmelhed kan have mange årsager og behøver ikke alene være relateret til antiøstrogen medicin.

Det kan du gøre

Besøg din læge

Du bør konsultere din læge, hvis du føler dig generet af svimmelhed. Fortæl din læge om den behandlingsform du modtager og om du tager anden medicin eller kosttilskud. Din læge kan undersøge om din svimmelhed skyldes andet end din medicin.

Forbered dit besøg ved at tænke over i hvilke situationer du føler dig svimmel og i hvilken grad.

Nogle fortæller, at svimmelhed opstår, når de f.eks. laver en særlig bevægelse med hovedet. Dette kan tyde på, at der er små krystaller i det indre øre, som generer og skal sættes på plads. Læs mere via dette link om Rigshospitalets behandling af øresten link

Træn svimmelheden væk

Muskler som er særligt vigtige for at undgå fald er benmusklerne (husk at træne inderlårene!) samt mave- og rygmuskler. Det er vigtigt, at du styrker netop disse muskler. Men det er ligeså vigtigt, at du også tager den med ro i det daglige. Sæt tempoet ned, når du rydder op, laver mad eller går en tur. På den måde giver du din krop en chance for at orientere sig.

 

Lær nye øvelser

Vestibulære træningsøvelser kan afhjælpe svimmelhed for nogen. Træningen søger langsomt at vænne dig til de bevægelser, som gør dig svimmel. I træningen skal du fx;

  • træne øjenbevægelse uden at flytte hovedet
  • træne balance i hverdagssituationer som fx kræver samspil af syn og bevægeapparat,
  • øve hovedbevægelser som resulterer i svimmelhed
  • gennem træning genopbygge troen på at du atter kan udføre daglige gøremål,

Øvelserne gøres først langsomt, så hurtigere og flere gange i træk og du vil føle dig svimmel undervejs. Bed din læge eller en fysioterapeut med erfaring om at vejlede dig til de rette øvelser. Læse mere her

Væske

Drikker du tilstrækkeligt væske om dagen, kan du forebygge dehydrering. Sørg for at have en flaske med dig dagen i gennem hvis du har svært ved at få nok væske. Generelle anbefalinger er 1-1.5 liter om dagen. Husk samtidig at undgå alkohol og koffeinholdige drikke, da begge er vanddrivende og derfor leder til dehydrering.