Viden om søvn

DERFOR ER SØVNEN VIGTIG

En fuld nats søvn begyndende ved 22 tiden har stor sundhedsmæssig betydning.

Søvn har ikke bare en opbyggende effekt på dit humør, smertetærskel og energiniveau, søvnen bevirker at hjernen producerer hormonet melatonin. Melatonin virker som en antioxidant og modvirker dermed frie radikaler. (ref) Desuden bremser melatonin kroppens egen produktion af østrogen ved at hæmme omdannelse af aromatase til østrogen. (ref)

Det skal understreges at mange kvinder omkring de 40-50 år oplever problemer med at sove. Dette kan bl.a. skyldes, at produktionen af melatonin bliver reduceret med alderen. Hvad end årsagen er til dine søvnproblemer vil det være gavnligt for dig at arbejde på bedre søvn.

Læs også “det kan du gøre

Sammenhæng ml søvnproblemer og behandling

Søvnproblemer kan opstå som en relateret bivirkning til både kemoterapi og antihormonel behandling.

  • I produktresuméet for indholdsstoffet anastrozol (Arimidex) beskrives træthed, som en almindelig bivirkning i nervesystemet.
  • I produktresuméet for exemestane (Aromasin) beskrives søvnbesvær som en meget almindelig psykisk forstyrrelse, hvorimod træthed beskrives som en ikke almindelig bivirkning i nervesystemet.
  • I produktresuméet for letrozol (Femar) beskrives somnolens, altså ekstrem søvninghed, som en ikke almindelig bivirkning.
  • I produktresuméet for Tamoxifen nævnes søvnproblemer slet ikke.

Viden fra undersøgelser

Flere studier støtter nu at søvnbesvær meget vel kan være relateret til aromatasehæmmer behandling.

Senest et studie om insomnia relateret til aromatasehæmmer behandling (januar 2013). Her rapporterede over 50% af kvinder i behandling søvnløshed. Studiet viste sammenhænge mellem søvnløshed og ledsmerter, hedeture, angst og depression samt perioden fra diagnose. (ref)

En amerikansk patientforening spurgte deres medlemmer, som var i aromatasehæmmer behandling, om hvilke bivirkninger de oplevede i relation til behandlingen. Mere end 50% af de adspurgte nævnte ligeså søvnproblemer som en oplevet bivirkning.

Studierne er i sig selv ikke et bevis for at søvnproblemer er direkte forårsaget af at tage medicinen, men det er et udsagn for at søvnproblemer opleves som et problem blandt mange i aromatasehæmmer behandling.

I et hollandsk studie (publiseret april 2012) konkluderede de, at kvinderne i studiet oplevede mere insomnia, altså søvnbesvær, ved indtagelse af exemestan end af tamoxifen. (ref))

Er man i antihormonel behandling kan man meget vel samtidig være i anden medicinsk behandling.

Det vides at mediciner som gigtmedicin, ibuprofen, kodymagnyl, antidepressiv medicin mindsker niveauet af melatonin og dermed øger risiko for søvnproblemer.

Søvnproblemer og andre bivirkninger

Andre bivirkninger af behandlinger, såsom fatigue (udtalt træthed), hedeture, smerte, kvalme, angst, dårlig fordøjelse, depression og svag bækkenbund kan også indvirke på din søvn enten fordi de har en direkte årsagssammenhæng eller fordi de er betinget af den samme grund. Fx formodes det, at der er en sammenhæng mellem melatonin og angst samt depression.

Et amerikansk studie (Prevalence and Risk Factors for Insomnia in Breast Cancer Survivors recieving Aromatase Inhibitors) viste, at blandt de medvirkende i undersøgelsen, hvoraf alle var i aromatasehæmmer behandling, var de primære årsager til søvnproblemer, hedeture og ledsmerter.

Der kan altså være forskellige årsager til søvnproblemer og det er derfor vigtigt at finde ud de præcise årsager til dine søvnproblemer, så du kan få den rette hjælp.